Introduktion til en Ny Virkelighedsforståelse …

“Ontologi Brochure” —  Per Bruus-Jensen, 2013

Om verden og virkeligheden som den i 1921 kom til syne i den danske intuitionsfilosof og mystiker Martinus’ erkendelser…

Not: Denne korte og sammenfattende introduktion til Ontologien i Martinus Kosmologi – Det Kosmiske Verdensbillede præsenteres i forenklet form og mangler fx. X0-faktorn.

PBJ SYMBOL 1 ONTOLOGIPBJ SYMBOL 2 ONTOLOGI Om Ontologien i Martinus Kosmologi

Hvad vi ser, eksisterer ikke.
Hvad vi ikke ser, er det
virkeligt eksisterende.
Maharaj Charan Singh

(Symbolforklaring og Resumé følger i slutningen af artiklen) 

Udgangspunkt – Martinus’ vision 1921 (kort præsentation af Martinus – nedenfor, Del II, efter det Ontologiske afsnit).
Verdensaltet er ikke bare en død samling stof og energi, men et levende megavæsen af rent åndelig natur. Dvs. et immaterielt ”Noget”, der både kan og vil opleve, og som via virkeliggørelsen af dette opnår  rådighed over såkaldt bevidsthed. 

Ved bevidsthed forstås i samme forbindelse viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren – herunder egen væren.
Som rent åndeligt er verdensaltet i sit dybeste grundlag et spørgsmål om immateriel tomhed og absolut stilhed, og da det i denne ur-form er ukendt af mennesket, har Martinus valgt at udtrykke det ved bogstavet ”X”, der jo i matematikken står som symbol for den første ubekendte i en ligning. Og da verdensaltet yderligere i sin grundform heller ikke kan forklares ved eller sammenlignes med noget kendt, lader det sig kun definere som ”et navnløst Noget, der ér”. Men altså ”et Noget”, der ikke desto mindre både kan og vil opleve, og som herved de facto tilfører sig selv bevidsthed jfr. ovenstående definition. Dvs. viden om sig selv og sin egen væren…

At det immaterielle verdensalt vil opleve og på dette grundlag erkende sig selv, er iflg. Martinus begrundet i eksistensen af et såkaldt ur-begær, der på selvrefererende præmisser og med evigheden som forudsætning gennemsyrer det totale verdensalt.

Og at det samme verdensalt ligeledes kan opleve og således formår at erkende sig selv, viser i samme forbindelse hen til eksistensen af en evne til at præstere dette. Altså en oplevelsesevne, idet det skal tilføjes, at både ur-begæret og oplevelsesevnen som ’dele’ af det immaterielle verdensalt iflg. sagens natur også begge har immateriel status.
Men hvordan er dette i praksis muligt…? Hvordan kan noget gennemført immaterielt i skikkelse af tomhed og absolut stilhed opleve og erkende sig selv…?

Det kan det heller ikke. I det mindste ikke som sådant. Men problemet overvindes iflg. Martinus ved, at det immaterielle Noget – X – under indtryk af ur-begæret permanent og spontant træder i karakter som et tre-enigt funktionsprincip. Et funktionsprincip, der som sådant ganske vist er immaterielt, men som ikke desto mindre via det førnævnte ur-begær evner at frembringe et illusionistisk alternativ til denne sin egen basisnatur. Nemlig i form af den såkaldte stoflige verden og virkelighed, repræsenteret ved bl.a. det kendte, materielle univers med dets hær af stofpartikler, organismer, kloder, solsystemer og galakser mv.

Men igen: hvordan er dette dog muligt…? Hvordan kan det immaterielle frembringe det materielle i hele dets utrolige mangfoldighed af former, skikkelser og udtryk…?

Det kan det iflg. Martinus kun på et illusionistisk grundlag således at forstå, at hele den materielle verden og virkelighed rent faktisk ’ved roden’ er totalt immateriel og derfor må betegnes som et kæmpemæssigt blændværk. Men så genialt eksekveret, at det næsten er umulig at gennemskue – selv for vor tids avancerede og skarpsindige naturvidenskab.

Rent faktisk udgør den tilsyneladende materielle virkelighed dermed indbegrebet af de såkaldte ”Mayas slør”, bag hvilke den immaterielle natur skjuler sig i rollen som dét ”Noget”, der både har frembragt illusionen, og som til gunst for urbegærets tilfredsstillelse også oplever og erkender den. Og via dette som den egentlige pointe: indirekte erkender sig selv. Nemlig som just ”et Noget, der både kan og vil opleve.

En jernklods
Den illusionistiske side af den materielle virkelighed, som den kendes i det daglige, kommer allerede til udtryk i den kendsgerning, at nævnte virkelighed i hovedsagen består af tomrum. Fx vil en kubikmeter råjern, der vejer godt 7,8 tons, svinde ind til terning med en sidelængde på en del mindre end 1/30 millimeter, hvis den blev presset sammen, så dens stofpartikler lå tæt pakket uden mellemrum (det nøjagtige tal på sidelængden er 0,033 millimeter = 0,000037 kubikmillimeter). Den vejer ganske vist stadig godt 7,8 tons, men størrelsesforskellen mellem den oprindelige kubikmeter og den sluttelige mikroskopiske miniterning er slet og ret tomrum. Og således mht. alt andet i den fysiske materiesfære – vores oplevende, observerende og tænkende hjerner ikke undtaget…
Men hvad så med de 7,8 tons partikler, der også må tages i betragtning; de må da retfærdiggøre vor tro på det materielle. Eller hvad…? Nej, faktisk ikke! Iflg. Einsteins specielle relativitetsteori har de pågældende partikler status som 100% energi (masseenergi), og iflg. samme teori kan energi som sådan ikke gøre krav på status som noget materielt, men må tværtimod dybest set betragtes som noget immaterielt… (Hvad skulle i øvrigt være kriteriet for egenskaben materiel…?)

Det tre-enige funktionsprincip
Den kosmiske ur-natur er altså ikke noget ”ingenting”, men til gengæld noget helt andet, end hvad vi med afsæt i vor kendte virkelighed for nuværende er i stand til at gøre os forestilling om. Nemlig ”et Noget”, der ud af sit eget immaterielle tomhedsdyb kan frembringe en direkte modsætning til dette, repræsenteret ved den såkaldt materielle verden og virkelighed. Ganske vist som et illusionistisk blændværk, men ikke desto mindre. Og samtidigt yderst overbevisende.

At det immaterielle Noget i praksis kan præstere dette, forklarer Martinus med henvisning til det forhold, at det pågældende Noget i virtuel form rummer et i virkeligheden uendeligt potentiale af skabende muligheder i sig. Muligheder, der med henvisning til ur-begærets rolle i sammenhængen på autonomt grundlag udnyttes på en maksimalt rationel og hensigtsmæssig måde. Nemlig derhen at den pågældende ’måde’ lige akkurat imødekommer det samme ur-begærs krav til oplevelse og selverkendelse.

Det praktiske udtryk for dette er i første række ’etableringen’ af det allerede indledningsvis omtalte tre-enige funktionsprincip (side 2), idet netop dette åbner op for en faktisk udnyttelse af samtlige øvrige skabende muligheder, der i virtuel form ’gemmer’ sig i det immaterielle verdensdyb eller Noget.

Først og fremmest sikrer ur-begæret ved sin implicit subjektive status, at det immaterielle Noget naturligt og selvfølgeligt træder i karakter som indehaver af samme ur-begær. Dvs. gør sig gældende som subjekt med kompetence til at spille rollen som ikke alene princippet oplever (af bl.a. ur-begæret), men også som princippet skaber, i og med at oplevelse forudsætter noget at opleve og dermed tilvejebringelsen af et alternativ til den ikke erkendbare, immaterielle virkelighed som sådan. Dvs. den materielle illusion. Rollen som princippet skaber/ oplever/subjekt tjener dermed som det første aspekt af det treenige funktionsprincip.

For imidlertid i praksis at kunne udfylde denne rolle er det naturligvis nødvendigt, at subjektet råder over en relevant, skabende formåen. På den ene side evnen til rent faktisk at kunne frembringe det materielle blændværk som sådant; og på den anden side evnen til at kunne registrere det samme blændværk som såkaldt oplevelse. Princippet subjektet må m.a.o. kunne mønstre en kombineret skabe- og oplevelsesevne, der således tegner sig som aspekt nr. 2 af det treenige funktionsprincip.

Endelig er det tredje aspekt repræsenteret ved resultatet af samspillet mellem de to første aspekter: subjektet og dets skabe-/oplevelsesevne; dvs. ”det skabte”, repræsenteret ved den materielle illusion som objektiv virkelighed på den ene side, og oplevelsen af den som subjektiv virkelighed på den anden side.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at de tre aspekter i praksis udgør en integreret og uadskillelig enhed. Nemlig verdensaltet set som et levende væsen i mega-format. I og med at de tre aspekter bag om deres respektive roller repræsenterer én og samme immaterielle basisvirkelighed, tegner de iflg. sagens natur tilsammen helt bogstaveligt et tre-enigt funktionsprincip. Ydermere et evigt, tre-enigt funktionsprincip, takket være det autonome moment i sammenhængen. Eller sagt anderledes: det tre-enige funktionsprincip har aldrig haft en begyndelse, og vil ligeledes aldrig få en afslutning. Det har med andre ord evigt gjort sig gældende, og vil også evigt bestå fremover.

Ikke desto mindre kan man som udgangspunkt for et rent tankeeksperiment forestille sig det immaterielle verdensalt uden præg af det tre-enige funktionsprincip og dermed i den ur-form af tomhed og absolut stilhed, der har bevæget Martinus til at omtale det som ”X”. Denne fremgangsmåde vil nemlig forklare Martinus’ brug af udtrykkene X1, X2 og X3 , hvor X1 henfører til ”X” i rollen som princippet skaber/oplever; X2 til det samme ”X” i rollen som princippet skabe-/oplevelsesevne; og X3 til det nævnte ”X” i rollen som princippet det skabte/ det oplevede. Altså det samme ”X” i tre principielt forskellige, samtidige roller af funktionel observans…

X X1, X2, X3 Diagram PBJ Ontologi X-Strukturen - Det tre-enige funktionsprincip  © Per Bruus-Jensen

X X1, X2, X3 Diagram PBJ Ontologi X-Strukturen – Det tre-enige funktionsprincip © Per Bruus-Jensen

Diagramforklaring: Idet det levende væsen i alle tilfælde ved roden udmærker sig som et evigt, treenigt funktionsprincip, formår det under sin evige eksistens at iklæde sig vidt forskellige ydre former, således som naturen i rigt mål demonstrerer.
Bag hver eneste form skjuler sig med andre ord det treenige funktionsprincip, og da dette som sådant mht. sin faktiske identitet er navnløst og uudsigeligt, har Martinus valgt et symbolsk udtryk for det, nemlig bogstavet ”X”. Og da det pågældende X henfører til alle tre funktionsaspekter af det treenige princip, ligger det samtidig nær at markere de nævnte tre aspekter som henholdsvis X1, X2 og X3, hvor X1 henfører til subjektet/Jeget; X2 til skabe-/oplevelsesevnen; og X3 til det skabte – herunder det oplevede.

Det treenige funktionsprincips virksomhed i praksis
Skal man i korthed forklare, hvorledes det tre-enige funktionsprincip i praksis løser sin illusionsskabende opgave, vil det være hensigtsmæssigt primært at rette opmærksomheden mod dets aspekt nr. 2; dvs. skabe-/oplevelsesevnens princip, idet dette aspekt med afsæt i ur-begæret kommer til udtryk som den faktor i vor kendte verden, vi omtaler som energi, og hvilket som foran oplyst harmonerer med, at alt det stoflige (jfr. Einsteins berømte ækvivalensformel: E = mc2) i virkeligheden er mere eller mindre forklædt energi, ligesom alle materielle funktioner og processer rent faktisk er et spørgsmål om energiomsætning – sanse-/oplevelsesprocesser inklusive.

Som det dermed fremgår, tager energibegrebet i Martinus’ fremstilling udgangspunkt i ur-begæret og ér i virkeligheden dette i dets alliance med en række supplerende faktorer af virtuel observans, tilhørende det immaterielle verdensdyb. Faktorer, der under indflydelse af netop ur-begæret tilsammen på autonom vis konfigurerer det tre-enige funktionsprincips aspekt nr. 2 og gør det operationsdygtigt. Altså skabe-/oplevelsesevnens princip – X2.

I praksis giver dette samspil mellem ur-begæret og de førnævnte virtuelle faktorer sig udtryk i tilblivelsen og eksistensen af syv såkaldte grund-energier, der alle har status som individuelle, skabende elementar-evner af mental natur (parafysisk natur), og som derfor også via ur-begæret på hensigtsmæssig måde direkte kan kontrolleres af subjektet/X1. Dette så meget mere som grundenergierne på autonom vis er organiseret på en ganske bestemt måde. Nemlig den, at én af grundenergierne – den syvende – tjener som bro mellem subjektet/X1 og de seks øvrige grundenergier, som den samtidig (fra sag til sag) ’afmåler’ og ’føder’ efter behov. Og netop denne position og rolle har meget naturligt tilskyndet Martinus til at omtale den syvende grundenergi som moder-energien, der således – rent operationelt – de facto er den første grundenergi.

Moderenergien tjener altså som subjektets/X1’s evne til med afsæt i ur-begæret at generere og kontrollere de seks øvrige grundenergier og dermed dét særlige sæt skabende elementarevner, der knytter sig til disse. Men hvorfor forekommer der lige præcis syv grundenergier. Kunne der ikke lige så godt være tale om flere end syv…? Eller for den sags skyld færre end syv…? Er der en særlig forklaring på dette…?

Svaret på det sidste spørgsmål er ”Ja!”. Det skyldes iflg. Martinus, at de syv grundenergier ved deres respektive egenskaber samt den måde, de supplerer hinanden på, lige akkurat er dét der skal til for at det bliver muligt både objektivt og subjektivt at tilvejebringe indtrykket af et materielt modstykke til den immaterielle ur-virkelighed. OG fordi ’naturen’ ud fra et rationelt hensyn ikke befatter sig med overflødige ’værktøjer’ og virkemidler.

At det virkeligt forholder sig således, vil et nærmere studium af de enkelte grundenergier kunne bekræfte. En sådan indsats er dog ikke mulig på dette sted, og vi skal derfor nøjes med i det følgende at tegne et ultra kort signalement af hver enkelt grundenergi. Et signalement, der rent pointemæssigt allerede kommer til udtryk gennem de navne, Martinus har tilkendt dem hver især, og som er følgende: 1) instinktenergien; 2) tyngdeenergien (ekspansionsenergien, aktions-energi); 3) følelsesenergien (kontraktionsenergien, perceptions-energi); 4) intelligensenergien; 5) intuitionsenergien; 6) hukommelsesenergien; og 7) moderenergien.

Moderenergien
Som allerede foran oplyst spiller moderenergien rollen som en overordnet grundenergi i den forstand, at den både genererer, kontrollerer og koordinerer de seks øvrige grundenergier – de såkaldte arbejdsenergier. Og set i dette lys er moderenergien som tidligere sagt rent operationelt at betragte som den første grundenergi – kilden til de seks øvrige. Hvoraf følger, at det også er relevant at indlede redegørelsen for grundenergiernes karakteristika med et signalement af netop moderenergien.

Særligt to forhold bekræfter, at moderenergien lever op til dette ophøjede prædikat:

a. På velkontrolleret vis ’føder’ den som sagt efter behov – og dermed fra ’sag til sag’ – de seks øvrige grundenergier i hensigtsmæssige kombinationer eller blandingsforhold og muliggør herved, at skabelsen kan varieres i det uendelige.
b. Ydermere bidrager den til skabelsens mirakel gennem for-midlingen af en serie såkaldte ”kosmiske skabeprincipper”, der som et sæt morfogenetiske effektkonstanter på den ene side overordnet og uafbrudt muliggør og sikrer tilblivelsen og dermed virkeliggørelsen af den materielle illusion som sådan, og som på den anden side garanterer, at denne virkeliggørelse også evigt finder sted i pagt med en nærmere bestemt kosmisk verdensorden, således at resultatet af den løbende skabelse permanent har karakter af et KOSMOS – et ordnet verdensalt, i hvilket selv kaos er en del af tingenes orden.

Vi skal senere vende tilbage til de kosmiske skabeprincipper, men her først kaste et blik på de seks øvrige grundenergier og disses egenskaber – de såkaldte arbejdsenergier – idet det i praksis er dem, der genererer den materielle illusion og således primært tegner denne i dens egenskab af ”det skabte”. I samme forbindelse skal det nævnes, at Martinus har navngivet de seks arbejdsenergier i henhold til den måde, vi som mennesker registrerer dem i vort bevidsthedsliv, der jo netop er en frugt af arbejdsenergiernes tilstedeværelse og virksomhed i vor fysiske organisme.

Neden for følger en kortfattet præsentation af de seks arbejdsenergier; en meget kort beskrivelse af energiens egenskaber samt nogle eksempler, hvor den beskrevne energi dominerer.

1. Instinktenergien: Automatik, automation, autonomi, automatiske funktioner, tropismer, vanemønstre, rutiner, virtuositet, traditionalisme, ritualer, anelse, tro, ligeledes fanatisme og dogmatisme.

2. Tyngdeenergien/Ekspansionsenergien – også benævnt “aktions-energi”: Ekspansion, dynamik, “aktion”, manifestation, udadrettet aktivitet, eksplosion, acceleration, varme, hovedkomponent i fysisk materie, “masse-funktion”*; hovedansvarlig for det, vi benævner masse (hvilemasse/ vægt/ tyngde) samt Higgs felt. I bevidstheden, emotionelt kommer tyngdeenergien/ expansionsenergien til udtryk som aggressivitet, hensynsløshed, egoisme, destruktive og dræbende aktiviteter.

Tyngdeenergiens/ ekspansionsenergiens modsatte egenskaber indehaves af:

3. Følelsesenergien/Kontraktionsenergien – også benævnt “perceptions-energi”: Kontraktion, perception, sansning, reception, registrering og regulering af dynamik, indadettet aktivitet, implosion, retardation, kulde, kondenserende effekt, “gravitations-funktion” *. I bevidstheden, emotionelt kommer kontraktionsenergien/ følelsesenergien til udtryk som følsomhed, empati, altruism, livgivende og kærlige aktiviteter.

* Supplerende information vedrørende: ekspansionsenergien/ tyngdeenergien og kontraktionsenergien/ følelsesenergien: Interaktionen og spændingen mellem disse to antagonistiske energier udgør grundlaget for hvad fysikerne kalder kraft, partikler og stof/fysisk materie. Kort sagt: den dynamiske ekspansionsenergi tjener, under indflydelse af kontraktionsenergien, som hovedkomponent i fysisk materie og er dermed også ansvarlig for, hvad vi definerer som masse og Higgs felt. Fysisk materie er m.a.o. et produkt af ekspansionsenergi (“masse-funktion”/ “mass-function”) der kondenseres af kontraktionsenergi (“gravitations-funktion”/ “gravity-function”).  Fysiken, Martinus Kosmologi och Teorin om Allt  – GrundEnergiTeorin/GET, (Physics, Martinus Cosmology and The Theory of Everything – The Fundamental Energy Theory/FET)

4. Intelligensenergien: Analyse, logik, fornuft, rationalitet, hensigtsmæssighed, effektivitet, genkendelse/ identifikation, refleksion, beregning, fremsyn, forestillingsevne.

5. Intuitionsenergien: Syntese, kvintessens, umiddelbar forståelse, direkte viden og indsigt, gennemskuende, klarsyn, genial design- og idéskabelse, fuldkommen og konstruktiv kreativitet.

6. Hukommelsesenergien – også benævnt “salighedsenergie”: Akkumulation, bevarelse, arkivering, fiksering, tilbageblik, erindring, erfaring. Hukommelsesenergien er dominerende i oplevelser af intens nydelse og lykke, der er baseret på hvad Martinus benævner “guld-kopier”; kosmisk kemisk bearbejdede og raffinerede sektioner af akkumulerede erfaringer/ oplevelser/ memories.

På disse seks skabende grundevner hviler altså iflg. Martinus overhovedet AL skabelse i det manifeste verdensalt sådan at forstå, at det pågældende verdensalt simpelthen ER disse seks grundenergier – består af dem, idet det skal tilføjes, at de tre første primært er materieskabende og dermed hovedansvarlige for det manifeste verdensalts fremtræden som et objektivt stof- og bevægelsesocean, medens de tre sidstnævnte primært er bevidsthedsskabende og dermed hovedansvarlige for det samme verdensalts subjektive fremtræden som livsoplevelse og bevidsthed for subjektet/X1. Men i og med at de seks arbejdsenergier alle på kontrolleret vis udspringer af moderenergien og dermed i virkeligheden er specifikke former af denne, afsætter moderenergien også sit eget særlige præg på det manifeste univers. Nemlig via de tidligere omtalte kosmiske skabeprincipper, som den er eksponent for, og som udmærker sig ved evigt og helt autonomt at sikre tilstedeværelsen af en kosmisk verdensorden i samme manifeste univers – såvel på det objektive som på det subjektive plan af dette. En verdensorden, der som sin egentlige pointe udtrykker opfyldelsen af dé særlige betingelser, der ved roden er selve forudsætningen for tilblivelsen og eksistensen af netop det manifeste alternativ til den immaterielle ur-natur. Altså det materielle verdensalt…

Signalement af de kosmiske skabeprincipper
Som allerede foran oplyst er de kosmiske skabeprincipper at definere som et kontingent af morfogenetiske effektkonstanter forstået på den måde, at de hver især yder et karakteristisk bidrag til den førnævnte verdensorden og derfor også alle på hver sin måde sætter deres præg på det manifeste verdensalt. Et præg, der begrunder de navne Martinus har knyttet til dem, og som for de 8 vigtigste lyder: polprincippet, kontrastprincippet, bevægelsesprincippet, kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet, stof- og livsenhedsprincippet, talentkerneprincippet, perspektivprincippet, samt det kosmiske forældreprincip.
Således er fx polprincippet ansvarligt for eksistensen af alle mulige polære forhold og tilstande i den manifeste verden; og tilsvarende er bevægelsesprincippet i pagt med sit navn ansvarligt for alle mulige bevægelsesformer og -tilstande, og således fremdeles: kontrastprincippet for modsætningsforhold, perspektivprincippet for størrelsesforhold osv. osv.

Livsenhedsprincippet Martinus Symbol © Martinus Institut DK

Livsenhedsprincippet Martinus Symbol © Martinus Institut DK

Livsenhedsprincippet i Martinus’ symbolsprog – Ligesom delen spejler helheden, således spejler individet/gudekvantet også guddommen, og omvendt.

Et særligt vigtigt skabeprincip at give agt på er stof- og livsenhedsprincippet, idet dette er ansvarligt for den manifeste virkeligheds fraktale og kvantiserede natur og præg. Altså dens opsplitning i enheder af enhver art. Herunder organismer for levende væsener. Dette fraktale præg er nemlig udtryk for, at det levende verdensalt på det manifeste plan har opsplittet sig selv i levende enheder – i tre-enige livskvanter eller levende væsener – og herved har brudt dén kosmiske ensomhed, der ellers ville være gældende for det altomfattende megavæsen.

Til nærmere belysning af de 8 vigtigste skabeprincipper skal i øvrigt anføres:
Polprincippet
Effekt: alle polære tilstande. Fx plus/minus, nord/syd; han/ hun; afsendelse/modtagelse af energi ect.

Kontrastprincippet
Effekt: alle slags kontraster og modsætningsforhold. Fx dag/ nat; lys/mørke; sort/hvidt; surt/sødt; behag/ubehag; godt/ ondt; smukt/grimt; glæde/sorg etc.

Bevægelsesprincippet
Effekt: alle bevægelsesformer – deriblandt tid, rum og forvandling samt stof/materie.

Kredsløbsprincippet
Effekt: alle kredsløbsformer i såvel mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos – herunder formningen af skæbnedannelse jfr. devisen: man høster, som man sår.

Stof- og livsenhedsprincippet
Effekt: materiens/energiens opdeling i kvanter, partikler, celler, organer, organismer, planeter, sole, galakser etc., (se oven).

Talentkerneprincippet
Effekt: alle former for erfaringsakkumulering i stabile lagringsenheder – talentkerner – som muliggør og fremmer de pågældende erfaringers genanvendelse (vigtigt for bl.a. indlæring, udvikling, evolution mv.). Som formskabende effektkonstant betragtet er talentkerneprincippet yderligere relevant for den nye epi-genetik inden for biologien, idet de resulterende talentkerner også øver indflydelse på de til DNA-spiralen knyttede gener. Nemlig på den måde, at talentkernerne så at sige ’oppefra’ definerer, formulerer og fremtvinger nye geners tilsynekomst i DNA-spiralen, der i samme forbindelse kan ses som et neutralt ’klaviatur’, talentkernerne kan ’spille på’ og herved på epi-genetisk vis medvirke til at bestemme ’musikken’. Altså det faktiske evolutionsforløb. Et princip, som også kan bidrage til at forklare de såkaldte ’spring’ i evolutionen, repræsenteret ved nye arters relativt pludselige tilsynekomst, subsidiært uddøende arters genkomst i evolutionen som nye arter i nye udviklingsbaner via træk på dén store talentkernepulje, de til overflod har med sig fra deres fordums ophold i høje guddommelige verdener – specielt visdomsriget og den guddommelige verden…  (Se bogen  ”Projekt Liv”  PBJ 2012).

Perspektivprincippet
Effekt: alle perspektiviske effekter; deriblandt proportioner, størrelsesforhold, gradsforhold, betydninger, spiralskabelser, hierarkiske systemer mv.

Forældreprincippet
Effekt: alle former for beskyttelse, undervisning og krav til praktisk læring/træning.

Moderenergien og den kosmiske verdensorden
Det er ved flere lejligheder blevet nævnt, at moderenergien via sine iboende skabeprincipper er garant for eksistensen af en urokkelig kosmisk verdensorden, der er så konsekvent eksekveret, at selv kaos kan ses som en del af tingenes orden. Helt tydeligt og iøjnefaldende kommer denne orden bl.a. til syne via den foranstående redegørelse for stof- og livsenhedsprincippet (se oven), og endnu mere åbenlyst viser den sig i samspillet mellem moderenergien og de seks øvrige grundenergier. Nemlig via dén særlige orden med tilhørende mønster dette specielle samspil jfr. efterfølgende redegørelse evigt følger.

Grundenergierne og Jegets “åndelige” (parafysiska) legemer
Det er flere gange blevet nævnt, at det levende væsen i Martinus fremstilling er udødeligt og således har evighedsnatur, men uden at det er blevet forklaret, hvorledes dette går til, idet vi jo alle er bekendt med, at i hvert fald vort fysiske legeme ikke er udødeligt – tværtimod. Forklaringen er imidlertid, at alle levende væsener i første række råder over en fysisk usynlig parafysisk organisme, der er hævet over enhver form for død og forkrænkelighed, men som i perioder kan supplere/’forlænge’ sig selv med et fysisk legeme, der til gengæld er både skrøbeligt og i allerhøjeste grad dødeligt, således som dagligdagen i rigt mål dokumenterer.

Det er med andre ord helt og holdent den parafysiske organisme, der sikrer individets udødelighed, og som den pågældende organisme beskrives af Martinus, er den opbygget som en kombination af seks parafysiske organsystemer, han kalder ”åndelige legemer”, og hvoraf der altså er ét legeme for hver grundenergi, idet det enkelt legeme simpelthen tjener som omsætningsredskab for én af grundenergierne.

I samme forbindelse gælder det, at legemerne har navn efter den grundenergi, de hver især er omsætningsredskab for, således at Jeget i praksis råder over et instinktlegeme, et tyngdelegeme og et følelseslegeme samt et intelligens-, intuitions og hukommelseslegeme.

Endelig er også moderenergien repræsentant for et legeme. Et legeme, som de seks øvrige legemer er rodfæstede i samt udspringer af, og som garanterer deres evige beståen og funktionsmåde. Dette syvende legeme omtaler Martinus i pagt hermed som Jegets evighedslegeme.

Det skal nu oplyses, at de seks underordnede legemer på foranledning af indflydelsen fra evighedslegemet og moderenergien med de heri virkende kosmiske skabeprincipper alle hver især er genstand for en kredsløbspræget vækst- og reduktionsproces, der for hvert enkelt legemes vedkommende forløber gennem seks hovedstadier: et minimalstadium, to vækststadier, et kulminationsstadium og to reduktionsstadier, hvorefter legemet atter træder ind i minimalstadiet – det såkaldte latente stadium. Og processen begynder nu forfra, men på et højere niveau, knyttet til et overliggende organismeprincip.

Imidlertid følges legemerne ikke ad i samme takt (fase). Tvært imod er de mht. dette indbyrdes forskudt på en sådan måde, at de altid tilsammen i Nu’et fremviser alle seks mulige stadier, hvilket har fundet udtryk i det efterfølgende diagram, der i samme forbindelse kortlægger det mønster af kombinationer, i hvilket de seks sekundære grundenergier (arbejdsenergierne) indgår med hinanden i hvert af de seks naturriger, som de i fællesskab genererer. Og fordi naturrigerne i praksis er repræsenteret ved og består af kategorisk forskellige livsformer med tilhørende karakteristiske organismer (planteriget af plantevæsener; dyreriget af dyrevæsener osv.) dækker det samme diagram også automatisk den kosmisk-kemiske opbygning af de væsener, der befolker dem hver især – ja, som i virkeligheden konstituerer dem. Se i øvrigt det efterfølgende diagram med tilhørende diagramtekst.

Grundenergiernes Kombinationer PBJ © Per Bruus-Jensen

Grundenergiernes Kombinationer PBJ © Per Bruus-Jensen

Diagram over grundenergiernes kombination i det levende væsen under dets passage af 2 spiralomløb.
De seks lodrette figursøjler symboliserer de seks parafysiske legemer: instinktlegemet (1); tyngdelegemet (2); følelseslegemet (3); intelligenslegemet (4); intuitionslegemet (5); og hukommelseslegemet (6).

Læses diagrammet nedefra og op, ses det, at hvert af legemerne i pagt med ”tidens pil” (se venstre side af diagrammet) gennemløber en vækst- og reduktionsproces, der spænder over seks stadier, svarende til et spiralomløb. I praksis drejer det sig om et minimalstadium; to vækststadier; et kulminationsstadium samt to reduktionsstadier, der afløses af et nyt minimalstadium, og således fremdeles i al evighed (her er vist tre spiralomløb, taget ud af helheden).

Læses diagrammet vandret, ses legemernes positioner og dermed de tilhørende grundenergiers forskellige kombinationer i de seks naturriger, idet legemernes vækst- og reduktion ikke forløber i samme takt eller fase, men er indbyrdes forskudt på en sådan måde, at alle seks stadier altid er repræsenteret i Nu’et. Således danner kombinationen med instinktenergien i kulminationsstadiet det naturrige, vi oplever som planteriget (I). Tilsvarende danner kombinationen med den kulminerende tyngdeenergi dyreriget (II); den kulminerende følelsesenergi det rigtige menneskerige (III); den kulminerende intelligensenergi visdomsriget (IV); den kulminerende intuitionsenergi den guddommelige verden (V), og endelig den kulminerende hukommelsesenergi salighedsriget/mineralriget (VI). Herefter gentages riget med den kulminerende instinktenergi, og således fremdeles uden ophør såvel i fortid som i fremtid.

Idet mennesket befinder sig i afslutningen af dyreriget i vort eget spiralomløb (nederste skraverede zone), kan vi undersøge dette tilværelsesplan nærmere. Det ses, at instinktet (1) er i færd med at aftage. Samtidigt er intelligensen (4) i begyndende vækst. Tyngdeenergien (2) er kulminerende, medens intuitionsenergien (5) befinder sig i sit minimalstadium. Endelig er følelsesenergien (3) i fremskreden vækst, hvorimod hukommelsesenergien (6) er i fremskreden reduktion.

Som grundenergierne i den skraverede zone er kombineret, befinder væsenet (dyret) sig i en situation, hvor det i medfør af tyngdeenergiens stærke position kulminerer i fysisk udfoldelse, samtidig med at det som følge af intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergiens svage stilling er praktisk taget uvidende om den åndelige og intellektuelle side af tilværelsen.

Cifrene 20, 40 osv. henfører til det indbyrdes relative styrkeforhold mellem grundenergierne: instinktenergien er mht. præstationskraft svagest, medens intuitionsenergien lige modsat er stærkest. Og resten ligger jfr. tallene et sted derimellem.

Området, der dækkes af romertallene I-VI), henfører til det spiralomløb mennesket p.t. er knyttet til, og som det passerer via ét og samme organismeprincip (primat-princippet).

Neden under dyrets/menneskets spiralomløb (I-VI) ses i nærværende diagram afslutningen af et tidligere omløb, ligesom der oven over dyrets/menneskets spiralomløb ses begyndelsen til et kommende fremtidigt omløb – for begges vedkommende med tilknytning til et andet organismeprincip end det nuværende; i førstnævnte tilfælde et underliggende, og i sidstnævnte tilfælde et overliggende organismeprincip…

Tages det til slut i betragtning, at det 100% er moderenergien og dens iboende skabeprincipper, der både evigt og super nidkært styrer og bestemmer disse komplicerede forvandlingsforløb, kaster alene dette ene eksempel et klart lys over den rolle, moderenergien spiller i forhold til eksistensen af en urokkelig, kosmisk verdensorden. Det så meget mere som det her præsenterede diagram også indirekte spejler indflydelsen fra både bevægelsesprincippet, kredsløbsprincippet, talentkerneprincippet, kontrastprincippet og perspektivprincippet…

Konklusion/Syntese
Den operationelle sammenhæng i tingene er altså med udgangspunkt i en altomfattende, immateriel ur-natur den, at ur-begæret ved sig selv på tre-enig vis forløser subjektet, moderenergien og de seks øvrige grundenergier fra deres ’form’ som virtuelle ’anlæg’ i den pågældende ur-natur og herved afstedkommer grundlaget for tilblivelsen af et materielt alternativ til denne med status som en raffineret illusion. Nemlig det kendte univers med alt, hvad det ér og rummer… (Opsøg evt. M.C. Eschers berømte tegning ”Metamorphose”.)

Omvendt indebærer stoffets immaterielle basisnatur, at det på et teknisk grundlag både i princippet og rent praktisk er muligt at de-materialisere og re-materialisere det fysiske stof og på dette grundlag teleportere det lynhurtigt fra sted til sted. Og hvad mere er: Martinus spåede ved flere lejligheder, at menneskeheden en dag ville nå frem til at beherske denne eventyrlige teknik…

Fænomenerne livsoplevelse/bevidsthed – det subjektive virkelighedskompleks
Tilbage er der blot at gøre rede for, hvordan fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed kommer ind i billedet og dermed hele det subjektive virkelighedskompleks.

Rent principielt er det faktisk ret simpelt set som et produkt af det treenige funktionsprincips iboende og naturgivne virkepraksis, idet de to fænomener (livsoplevelse og bevidsthed) meget enkelt kan defineres som et spørgsmål om den måde, skabe-oplevelsesevnen/X2 med samt dens objektive funktioner og processer/X3 til enhver tid eksisterer og fremstår for subjektet/X1. For takket være den treenige og dermed organiske sammenhæng mellem de tre aspekter af det pågældende funktionsprincip ligger det umiddelbart i kortene, at det, der sker i skabe-oplevelsesevnen/X2, nødvendigvis på en eller anden måde må få eksistens for subjektet/X1 i dets egenskab af oplever. Nemlig eksistens som lige akkurat det fænomen, vi uden nærmere overvejelse i det daglige kalder livsoplevelse. Og i fortsættelse af dette også bevidsthed: viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren. Nemlig til syvende og sidst: viden om verdens og ens egen væren. For ikke sandt: Jeg oplever; altså ér jeg… 

Men samtidig fremgår det også direkte af ovenstående definition, at livsoplevelse og bevidsthed tilhører en anden værens- og virkelighedskategori end tilfældet er med den objektive stofverden. Nemlig subjektiv virkelighed, i og med at den helt og holdent står og falder med subjektets/X1’s eksistens. For uden den rolle, netop subjektet/X1 spiller, ville skabe-/oplevelsesevnen med samt de her forekommende processer og funktioner iflg. sagens natur være fuldstændigt ukendte og uerkendte for nogen eller noget og dermed på forhånd afskåret fra opnåelse af subjektiv status. Eller sagt anderledes: uden subjektets princip som en del af virkeligheden ville verdensaltet være totalt bevidstløst og kunne i samme forbindelse aldrig hæve sig op over den status som ukendt, immateriel væren af tomhed og absolut stilhed, der iflg. Martinus er dets faktiske ur-natur.

Om den fysiske hjerne
Men er det da ikke den fysiske hjerne, der suverænt både skaber og har livsoplevelsen og bevidstheden, ligger det nær at spørge…?
Iflg. Martinus ”Nej!” Hjernens rolle er udelukkende at fungere som en bro (interface) mellem det kosmiske subjekt-princip/ X1 på den ene side, og den fysiske stofvirkelighed på den anden side. En bro, der ved sin særlige substans og opbygning (mikrotubuli) muliggør livsoplevelse og bevidsthed på netop fysiske betingelser – ikke kun for menneskets vedkommende, men for alt liv i den fysiske stofsfære. Takket være hjernefaktoren og dens særlige funktionsmåde fra individ til individ, og fra livsform til livsform, er det m.a.o. muligt at generere dét mentale og dermed subjektive cyberspace, ethvert livskvante her i den tunge, fysiske stofverden primært lever i og direkte har kendskab til, og som selv under disse udfordrende vilkår engagerer subjekt-princippet og grundlæggende tilfredsstiller dets ur-begær… (Vedr. mikrotubuli, se evt. videre Alex Riel: ”Mystik og Videnskab”, p. 203-205).

Universet er ved roden  totalt immaterielt …

Uanset argumenterne hidtil vil mange stadig med god grund finde det fuldstændigt utroligt og ufatteligt, at vort gode, fysiske, ’tá-og-føle-på-univers’ ved roden skulle være 100% immaterielt og dermed totalt ustofligt – dvs. være et regulært, illusionistisk blændværk. Også selv om Martinus i fuldt alvor hævder det og i denne henseende bakkes op af en lang række andre klartskuende mestre gennem tiden. Og faktisk også i nutiden. For hvis universet ikke, som det umiddelbart ser ud til, rent faktisk er stofligt, hvad er det så…?

Svaret på dette sidste spørgsmål er givet i teksten foran. Nemlig: rent åndeligt i begrebets allerdybeste betydning, og vi skal derfor ikke dvæle yderligere ved det her. Derimod skal der peges på, at den så højt lovpriste naturvidenskab med fysikken/kvantefysikken i spidsen rent faktisk også er på vej til at anlægge dette udfordrende synspunkt: at hele universet ved roden er totalt immaterielt. Nemlig som udgangspunkt og forudsætning for den såkaldte big bang teori, idet denne som bl.a. vist i TV-udsendelsen ”Planet Science” tog udgangspunkt i, at der forud for big bang overhovedet ikke fandtes noget som helst: hverken tid, rum, energi eller materie, og hvorfor big bang med alle dens følger simpelthen opstod ud af intet – fremkom ud af ingenting. Og hvis dét er tilfældet, må det, der i form af det ganske univers ikke desto mindre fremkom ved det store brag, stadig ved roden repræsentere dette oprindelige intet eller ingenting og dermed være et blændværk mht. det, det synes at være… Så med andre ord: Martinus, og med ham andre mestre udi højere erkendelse i både fortid og nutid, står ikke alene med deres syn på det illusoriske univers, men bakkes mht. dette nu også i stigende grad op af den dybt troværdige og hæderkronede videnskabsgren fysikken

Symbolforklaringer og Resumé

PBJ Symbol 8

© PBJ & NCP X-AIONS

Illustrationen fremstiller symbolsk det objektive virkelighedskompleks som en komplementær forening af to grundlæggende og pricipielt forskellige virkelighedsaspekter. På den ene side immateriel virkelighed, repræsenteret ved tomhed og absolut stilhed (hvidt felt). Og på den anden siden såkaldt materiel virkelighed, som repræsenteret ved fænomenet ENERGI (kulørt felt).

Koblingen mellem de to aspekter udtrykkes ved det violette bånd, der under navn af moderenergien repræsenterer energiprincippet i dets mest basale sublime ur-form.

Som grundlag og kilde for det materielle princip tjener det immaterielle princip, der følgelig indtager en plads som kompleksets initiale base og udgangspunkt.

Tilsvarende har det materielle princip status som afledt virkelighed; dvs. det er fremgået af det immaterielle princip. Dog ikke som “noget skabt”, men som en evig, selvreferende konsekvens af det imaterielle princips operationelle potentialer som begærende skaber og  oplever.

Det materielle princip er altså i virkeligheden en ‘forklædt’ og komplementær udgave af det immaterielle princip og dermed i realiteten en illusion som materiel virkelighed betragtet. Ikke desto mindre er det samtidigt et faktisk alternativ til det immaterielle princips egen, sande natur og fremtoning som tomhed og absolut stilhed. Et alternativ, der yderligere fremhæves og accentueres gennem moderenergiens udmøntning af sig selv i en serie sekundære grundenergier (farvebæltet til højre for det violette bånd), idet det netop er disse grundenergier, der primært er ansvarlige for den illusionistiske, materielle effekt  ‘Mayas slør’….

PBJ Symbol 7 - Intro Ontology

© PBJ & NCP X-AIONS

Illustationen fremstiller symbolisk det samlede virkelighedskompleks som et spørgsmål om fire slags virkelighed i indbyrdes komplementær forening, således at ‘systemet’ under ét tegner et treenigt funktionsprincip med triplementær status.

Hvidt felt udtrykker subjektets/Jegets immaterielle princip, svarende til overordnet, initial virkelighed (XI).

Violet felt henfører til skabeevnens princip (X2), der danner grundlag for materiel virkelighed (moderenergi).

Kulørt ring tegner selve stoffets princip, opfattet som en skabt  virkelighed med status som objektiv illusion (sekundære grundenergier/X3/ob).

Endelig udtrykker stiplet ring i hvidt felt livsoplevelsens/bevidsthedens åndelige princip (Y), opfattet som et spørgsmål om den måde, hvorpå skabeevnen (X2/ob) og dens processer (X3/ob) eksisterer og fremstår for subjektet/Jeget (Xl/ob). Dvs. Y er en skabt virkelighed med subjektiv status (X3/su).

Det skabte (X3) optræder altså i to versioner: en objektiv og en subjektiv, hvoraf sidstnævnte som sagt er et spørgsmål om den måde, hvorpå førstnævnte via X2 eksisterer for XI. Hvidt felt inden for den kulørte ring er samtidigt en påmindelse om, at X3/ob ved roden er identisk med XI, i og med at X3/ob de facto er fremgået af XI…

I øvrigt henfører farverne til grundenergierne som følger: violet = moderenergi; rød = instinktenergi; orange = tyngdeenergi*; gul = følelsesenergi**; grøn = intelligensenergi; blå = intuitionsenergi, og lys indigo = hukommelsesenergi. Samtidigt henfører hvid farve til initial ur-virkelighed.
*   tyngdeenergi/ ekspansionsenergi/ actionenergy/aktionsenergi
** følelsesenergi/ kontraktionsenergi/ perceptionsenergi

Både operationelt og substantielt forudsætter de fire virkelighedsformer hinanden på en sådan måde, at der under ét bliver tale om et treenigt funktionsprincip med triplementær status; dvs. omfattende tre komplementaritetsrelationer (kan symboliseres ved de tre spidser i en ligesidet trekant). Og lige præcis dette komplekse princip repræsenterer i praksis fænomenet LIV…

DEL II Ontologi Borchure INTRODUKTION PBJ

Per Bruus-Jensen

En introduktion til Martinus og hans baggrund som moderne mystiker og intuitionsfilosof …

Kend dig selv, og du kender universet og guderne.
Gl. græsk ordsprog

FORORD (af NCP X-AIONS Therner & Løth)
Martinus Thomsen (1890-1981) blev født i Sindal i det nordlige Jylland og voksede op i den typisk danske landsby under meget beskedne forhold, hvor undervisningen i den almindelige folkeskole blot bestod af nogle få undervisningstimer om ugen. Han arbejdede senere som mejerist og beskrev sig selv som “et helt ubelæst menneske”. I foråret 1921, efter læsningen af en bog om meditation, fik han lyst til selv at prøve at meditere, og under forsøget herpå fik han helt uventet flere intuitionsbaserede oplevelser. De pågældende forsøg åbnede for en helt ny sanse- og erkendelsesevne hos Martinus. Han beskrev, at han nåede et andet og højere bevidsthedsniveau; en udvidet bevidsthedstilstand baseret på noget, han senere omtalte som “kosmisk bevidsthed”. Dette ledte til en gennemgribende forvandling af ham, der bl.a. indebar, at han via intuition havde adgang til en universel og altomfattende informations- og vidensbank; et “visdomsocean”, for at bruge hans egne ord. I sin levetid formulerede han gennem tekster og symboler et helt nyt verdensbillede af kosmologisk karakter og omfang: “Martinus Kosmologi”, beskrivende et levende, evigt og uendeligt verdensalt. Hans arbejde rummer omfattende analyser af og forklaringer på livets og tilværelsens fundamentale principper.

Martinus 1921 © Martinus Institut DK

Martinus 1921 © Martinus Institut DK

En moderne mystiker fødes
Næsten ved en tilfældighed ledes den unge mejerist, Martinus Thomsen (1890-1981), i foråret 1921 til at forsøge sig med meditation. Forud var gået en periode, hvor han i overensstemmelse med sit humanistiske og religiøse gemyt efterlyste en højere mening med sit liv, end der knyttede sig til gerningen som mejerist. Helst så han sig engageret i et arbejde, der på et højere plan var til gavn for samfundet – ja, for hele menneskeheden – og som samtidig betød en omsætning af kristendommens normer til praksis. Men hvad det skulle bestå i, kunne han ikke gennemskue og hindredes heri ikke mindst af mistro til den kristne forsoningslære: at Jesus var død på korset for herved at forsone Gud med den syndige menneskehed, han selv havde skabt.

Løsningen kommer en dag i frokostpausen, da Martinus får øje på en bog, som en kollega er i færd med at læse. Han får at vide, at den handler om teosofi og blandt andet forklarer, hvordan man kan meditere og herved skaffe sig adgang til højere erkendelsesplaner, som ellers ikke er tilgængelige for almindelige mennesker. Og efter en række supplerende oplysninger sikrer Martinus sig tilladelse til at låne bogen, når kollegaen er færdig med den.

Tilfældet vil, at Martinus får rådighed over den pågældende bog umiddelbart før påske 1921, og efter at have sat sig ind i fremgangsmåden ved meditation beslutter han sig for selv at gøre et forsøg (skærtorsdag den 24. marts).
Som meditationsobjekt vælger han begrebet GUD, der siden hans tidligste barndom har optaget hans tanker mere end noget andet, og som han instinktivt har følt var højt hævet over dén straffende Jehova, han havde mødt i Det gamle Testamente, og som ifølge den kristne dogmatik også havde krævet Jesu død på korset for at forsone sig med menneskeheden.

Det pågældende meditationsforsøg foregår, som bogen foreskriver, i et let mørkelagt lokale, hvor Martinus med bind for øjnene har sat sig til rette i en stol, fremstillet af flettede pilevidjer – en såkaldt kurvestol.

Hvad der videre skete, har Martinus selv på gribende måde skildret i en lille bog med titlen ”Omkring min missions fødsel”, som her skal citeres mht. det helt centrale i hændelsen:

”– pludselig, uden ret at ane hvorledes, befandt jeg mig i en tilstand, hvor det forekom mig, at jeg var stedet for noget umådeligt ophøjet. Et ganske lille lysende punkt kom til syne i det fjerne. Et øjeblik var det forsvundet. Men i næste sekund var det atter synligt, men var da kommet meget nærmere. Jeg kunne nu se, at lyset hidrørte fra et kristuslignende væsen, hvis detaljer fremtrådte i blændende hvidt lys med blå detaljer. Lyset var så intenst og levende, at det mindede mig om de stjernekastere, man anvender ved juletræerne. Kun var åbenbaringens stjerner meget, meget mindre, men til gengæld umådeligt meget talrigere.
Der indtrådte atter en pause, hvor jeg ligesom befandt mig i mørke. Men så oplyste skikkelsen atter plateauet. Jeg så lige ind i en skikkelse af ild. Et Kristusvæsen af blændende solskin bevægede sig nu med armene løftet som til omfavnelse lige hen imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille bevægelse stirrede jeg lige ind i det strålende væsens bælteregion, der nu var lige ud for og på højde med mine øjne. Men skikkelsen fortsatte sin bevægelse fremad; og i næste øjeblik gik den lige ind i mit eget kød og blod. En vidunderlig ophøjet følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i mig, gav mig evne til at se ud over Verden.
Og se! Kontinenter og have, byer og lande, bjerge og dale lå badet i lyset fra mit eget indre. I det hvide lys blev Jorden forvandlet til ”Guds Rige”.
Den guddommelige oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske virkelighed, mit værelses detaljer, min positions ringhed. Men ”Guds Rige” lyste og funklede stadigt i min hjerne og i mine nerver.” (Copyright Martinus Institut DK).

Stadig opfyldt af disse lysende indtryk besluttede Martinus allerede næste dag (langfredag den 25. marts) at gøre et nyt forsøg på at meditere, og han beskriver i den samme bog resultatet heraf på følgende måde (beskåret citat):

” – – – Da jeg næste dag om formiddagen atter satte mig til rette i min meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige lys. Jeg så ind i en blå lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastig vibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højden eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkeligt have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detaljer var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige Jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjergtaget…” (Copyright Martinus Institut DK).

Det evigt ubegribelige ved verden er dens begribelighed.
Albert Einstein 

Kosmisk bevidsthed – et vindue til selvindsigt
Hvor betagende de citerede resultater af Martinus’ meditationsforsøg end må forekomme, ligger deres dybere betydning for os andre dødelige dog et helt andet sted. Nemlig i den kendsgerning, at de skildrede oplevelser ved deres afslutning på varig vis efterlod Martinus med en helt ny bevidsthed og sansebegavelse. En bevidsthed og sansebegavelse, han senere kaldte ”kosmisk bevidsthed”, og som udmærkede sig ved en fuldstændig ubegrænset evne til at se og gennemskue verdens og virkelighedens måde at være opbygget på. Såvel den kendte fysiske verden som en bagvedliggende para-fysisk verden, der på den ene side tjener som den fysiske verdens kosmiske grundlag og fundament, og på den anden side fungerer som livszone for væsener, der i kortere eller længere tid ikke er knyttet til den fysiske materiesfære. Dels væsener, som er afgået ved døden i denne sfære, og dels væsener, der i medfør af avanceret udvikling naturligt og varigt tilhører den parafysiske eksistenszone med samt de her rådende oplevelses- og udfoldelsesbetingelser.

Om processen bag denne bevidsthedsudvidelse udtaler Martinus i den allerede citerede bog følgende:

”Til at bære en så alt overvældende koncentration af Guds eget højeste væsen er en jordisk animalsk organisme endnu ikke egnet, og jeg måtte derfor hurtigt afbryde det guddommelige syn. Men selv om den overjordiske oplevelse måtte ophøre, kom jeg dog aldrig mere helt tilbage til den fysiske verden. Der var sket en forvandling med mit væsen. Jeg var født ind i en ny verden, var blevet bevidst i et nyt legeme. Og fra det øjeblik var den verden, der ligger hinsides alle fysiske foreteelser, permanent indlemmet i min dagsbevidsthed. Det gyldne lys havde efterladt mig i en tilstand af bevidst udødelighed og med evne til at se, at kun livet eksisterer, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed, og at Guds Væsen er nærværende i alt og alle…” (Copyright Martinus Institut DK).

Det fremhæves i øvrigt af Martinus, at han ikke på nogen måde betragtede sig selv som en særligt privilegeret, men tværtimod hævdede, at alle mennesker før eller senere ville blive genstand for de samme erkendelser og den samme kosmiske bevidsthedstilstand, som han selv havde fået del. i Og han har oven i købet knyttet en særlig betegnelse til den proces, hvorigennem dette finder sted, nemlig udtrykket ”Den store Fødsel”.