Description
Naturvidenskabens teorier om, at livet spontant er opstået ud af materien samt at evolutionen er tilfældig – disse teorier befinder sig i direkte kontrast til mystikeren og intuitionsbegavelsen Martinus’ beskrivelse af fænomenet LIV. En helt ny virkelighedsforståelse hvor evolutionen fremstilles som et veldisponeret og hensigtsmæssigt evighedsprojekt, styret af en altomfattende kosmisk bevidsthed.
Bogen indgår i “New Cosmic Paradigm NCP X-AIONS” – formidlende en ny virkelighedsforståelse ud fra den intuitive erkendelse i Martinus Kosmologi, med fokus på menneskets og videnskabens store spørgsmål vedrørende Livet, Bevidstheden og Virkeligheden. Projekt LIV formidler en dyb indføring i centrale dele af de erkendelsesmæssige aspekter i Det Kosmiske Verdensbillede. Per Bruus-Jensen/PBJ præsenterer en ny evolutionslære – “den kosmiske spiralformede evolution” – der udgør et logisk og meget tankevækkende alternativ til den materialistiske udviklingslære (den såkaldte neo-darwinisme). Stadig flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved denne sidstnævnte i takt med at kundskaben om livet og virkeligheden øger. Et bekræftende indicium for rigtigheden af det kosmiske virkelighedsbillede og dets evolutionsteori er eksempelvis opdagelsen af, hvorledes vort univers gennem milliarder af år er vokset frem og har udviklet sig på en yderst velkoordineret og organiseret måde, hvor komplekst liv har fået mulighed for at eksistere og udvikles. Der findes – og kræves – omkring 30 naturkonstanter for at universet skal kunne opstå og skabe grundlag for biologisk LIV. Og vel at mærke naturkonstanter, der er uhyre nøjagtigt tilpassede til hinanden og desuden indbyrdes befinder sig i præcist samspil med hinanden… Det er i den forbindelse relevant at stille spørgsmålet: Hvorfra kom disse så uhyre eksakte forudsætninger…? I Martinus’ og PBJ’s fremstilling gives svaret gennem redegørelsen for universet som et bevidst virkelighedskompleks, der til fordel for netop fænomenet LIV på lovbunden vis fungerer via evige kosmiske skabeprincipper, således at universet som sådant kommer til syne som et levende megavæsen i stadig evolutionær forvandling. Belyser det såkaldte spiralkredsløb med de seks forskellige eksistensplan/ dimensioner og teleostaterne, dvs det evolutionære funktionskomplex, der er afgørende for alle levende væseners udvikling. Gennem bogen møder vi definitivt en større virkelighed, underbygget af både fakta og logiske argumenter.
Kompletterende information:
Projekt Liv er en selvstændig bog, som i forenklet form bl.a, rummer et aktuelt udtog af specielt bind 2 af PBJ’s tidligere to-bindsværk Eksistens og Udødelighed – Om erkendelseslæren i Martinus Kosmologi (600 sider). Det skal betones, at Projekt LIV også indeholder megen ny information og derved udgør et værdifuldt supplement til Eksistens og Udødelighed. Samtidig bør det nævnes, at der findes en tidligere bog med samme titel (Projekt Liv), der i 1991 udkom på svensk, og som er en meget forenklet version af udvalgte dele af Eksistens og Udødelighed i Sigbritt Therners og Tage Mattsons bearbejdning. Den nye danske Projekt LIV er betydeligt mere omfattende og dybgående.
Per Bruus-Jensen/PBJ (1932) modtog fra 1957 og gennem godt og vel et decennium intensiv undervisning af den store danske intuitionsfilosof og mystiker Martinus (1890-1981). Fik under dette forløb til opgave at systematisere og præcisere den intuitive viden, Martinus formidlede. PBJ har efterfølgende brugt sit liv på at løse denne opgave og har samtidig ud fra en bred tværvidenskabelig orientering bestræbt sig på at bygge broer mellem Martinus Kosmologi og Naturvidenskaben – repræsenterer “the meeting between Science and Spirituality”. Det foreliggende resultat er bemærkelsesværdigt. PBJ præsenterer udfra Martinus Kosmologi et helt nyt virkelighedskoncept, der direkte leder til et kosmisk paradigmeskfite – et skifte fra en materialistisk virkelighedsopfattelse, hvor tilfældigheden råder, til en virkelighedsforståelse, hvor verdensaltet er levende og uendeligt, og hvor livet og evolutionen styres af en altomfattende bevidsthed. Endvidere fremstilles verdensaltet som noget evigt og uendeligt med dybest set immateriel status, helt i overensstemmelse med den indsigt, man nu inden for naturvidenskaberne begynder at nærme sig; ikke mindst via fremskridtene inden for partikelfysikken og astrofysikken. Livet og fænomenet oplevelse fremhæves som evige realiteter, hvorved udødelighed og reinkarnation på den ene side logisk træder i karakter som naturlige dele af den kosmiske virkelighed, samtidig med at det, vi kalder “døden”, blot er udtryk for, at livet en tid fortsætter i en anden dimension. I henhold til det kosmiske virkelighedsbillede er vi alle udødelige dele af en uendelig livshelhed … Læs mere; se newcosmicparadigm.