Per Bruus-Jensen

Mit Kosmologiske Testamente

—  Introduktion  —

Det lyder måske højstemt, og således er det for så vidt også ment, idet vi med de medfølgende 3 artikler om virkelighedens beskaffenhed står ved målet for en ambition, jeg i 1957 som 25-årig højtideligt undfangede, efter at jeg som helt ’grøn’ udi i kosmologien for første gang havde overværet et studiekredsmøde på Martinus Institut, hvor man meget engageret arbejdede med emnet ”det treenige princip”.

Bølgerne gik så højt, som det var muligt, når også tolerance og empati skulle tages i betragtning, og de fortsatte med at gå højt mellem nogle af deltagerne, der senere på aftenen ligesom jeg skulle skifte S-tog på Hellerup station. I øvrigt til stor forundring for perronens øvrige passagerer, der ikke forstod et muk af det hele; og da slet ikke de mærkelige og uvante begreber, man højlydt betjente sig af.

For mit eget vedkommende gjorde det indtryk på den måde, at det kom til at stå mig klart, at jeg her var konfronteret med noget af allerstørste vigtighed, og jeg svor i mit indre en dyr ed på, at jeg ville gøre ALT for at nå til endegyldig forståelse af det treenige princip. Og vel at mærke ikke kun i filosofisk forstand, men på et plan, der også før eller senere kunne tjekkes af naturvidenskaben. Og det er netop resultatet af denne indsats gennem det meste af 60 år, jeg her præsenterer som mit kosmologiske testamente.

Særligt tre kilder fra Martinus hånd har sammen med hans mundtlige undervisning hjulpet mig frem til dette resultat:
1) Hans skitsebog fra tiden 1924-29, hvor han gør sine første forsøg
på at omsætte sine intuitive erkendelser til et billedsprog.
2) Teksten stk. 529 til 556 i Livets Bog, bind 2.
3) Teksten kapitel 5 i bogen ”Den Intellektualiserede Kristendom”.

Min optimisme mht. det vundne resultat bygger i øvrigt ikke mindst på det ret så identiske virkelighedssyn, som naturvidenskaberne med kvantefysikken og kvantekemien i spidsen netop i denne tid begynder at anlægge, om end vejen hertil for disse videnskaber har været en ganske anden for end for mit vedkommende…

6920 Videbæk 01.06. 2014.
PBJ