I. Om den Fysiske Hjerne …

—  og  —

II. Om  Fænomenet Bevidsthed …

Per Bruus-Jensen, 2011

_________

Subjektivt lever vi alle i hver sin hjerne, der på den ene side tjener som en ‘udkigspost’ for os, og på den anden side som både et værksted og et fængsel. Hvortil kommer, at den også er et kæmpe mysterium for os.

Hjernen er en observationspost ved sin evne til at berige os med indtrykket af en såkaldt ydre verden af lys og mørke, former og farver, lyde og dufte samt alle mulige andre sanseindtryk.

Samtidig er den et værksted ved at sætte os i stand til subjektivt at bedrive projicerende virksomhed. En virksomhed, der kommer til udtryk som fx håndværk, kunst og teknologi i den ydre, objektive verden.

Endelig er den et fængsel i den forstand, at vi erkendelses- og bevidsthedsmæssigt – kort sagt eksistentielt – er fanget i den uden mulighed for at undslippe dens greb om os.

Sidst, men ikke mindst, er den et uløseligt mysterium for os jfr. det faktum, at man i medfør at tingenes sammenhæng ikke erkendelsesmæssigt kan løfte sig selv ved håret. Den objektive hjerne er henvist til at spørge sig selv, hvad den er for noget, samtidig med at det mulige svar med nødvendighed henfører til subjektiv virkelighed og dermed en anden slags virkelighed end den, hjernen som sådan selv tilhører – nemlig objektiv virkelighed. Og problemet bliver ikke mindre af, at allerede spørgsmålet mht. sin oprindelse og pointe samt sit indhold tilhører den subjektive virkelighed…

Signalement af hjernen som 100% fysisk virkelighed
Betragter man den menneskelige hjerne som en 100% objektiv-fysisk størrelse gælder det for det første, at den mht. sin opbygning tegner sig som den mest komplekse konstruktion, der findes i universet. Men vel at mærke en konstruktion uden nogen designer og/eller konstruktør bagved, idet menneskehjernen af moderne hjerneforskning ses som et produkt af naturens egne rent objektive og derfor blinde kræfter og virkemidler, repræsenteret ved gældende naturlove i samspil med rene tilfældigheder (Monod).

Anskuet på denne måde kan hjernen foreløbigt beskrives som et selvbærende og selvrefererende feedback-system med 100% objektiv status bestående af milliarder af hjerneceller, der via såkaldte synapsebroer er forbundet med hinanden på utallige måder og herved danner et gigantisk kompliceret netværk af feedback-kredse med tilsvarende mange impulsveje og funktionsmønstre.

I og med at hjernen betragtes som et 100% fysisk-objektivt system, opererer moderne hjerneteori i samme forbindelse ikke med et “subjekt” (læs “Jeg”) som et særskilt, konkret aspekt af virkeligheden – et aspekt, der tilkendes rollen som både suverænt ophav til al form for skabende virksomhed OG som reel indehaver af fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed, alias subjektiv virkelighed.

Ganske vist går vi (med henvisning til vort såkaldte “Jeg”) rundt med en personlig fornemmelse af et sådant subjekts eksistens og tilstedeværelse i os, men iflg. hjerneteorien er der ikke reel dækning for denne fornemmelse, der i stedet henvises til de såkaldte epi-fænomeners verden; dvs. en verden af illusionistisk skinvirkelighed, som netop omfatter alt, hvad der kommer ind under begreberne livsoplevelse og bevidsthed.

Imidlertid står det hen i det uvisse, hvordan hjernen på et 100% objektivt grundlag bærer sig ad med at frembringe denne subjektive skinverden, der bl.a. tilmed omfatter hjerneteorien selv som sådan. Samtidig med at den samme skinverden med bl.a. dens mange sanseindtryk spiller rollen som den virkelighed, vi ikke alene umiddelbart direkte kender og tror på, men som også er det egentligt værdifulde for os. For ikke sandt: hvad ville eksistensen være for den enkelte uden den personlige livsoplevelse og bevidsthed …?

Eller for at tale på den australske filosof David Chalmers vegne: “Det er uforståeligt, at noget så bevidstløst som materien kan frembringe noget så immaterielt som bevidsthed …”

Hjernen set i Kosmologiens optik
Med baggrund i sin intuition og kosmiske erkendelsesevne er Martinus talsmand for et helt andet virkelighedssyn end det, den materialistisk orienterede naturvidenskab plæderer for. Nemlig et virkelighedssyn, iflg. hvilket hjernen spiller rollen som koordineringsorgan og ‘interface’ mellem den fysiske materiezone på den ene side og en bagvedliggende para-fysisk virkelighedssfære på den anden, som alle levende væsener rent faktisk er rodfæstet i forstået på den måde, at de her råder over en ikke-fysisk, organisk struktur, der ikke alene sætter dem i stand til at overleve døden på det fysiske plan, men også tjener som det sande grundlag for den enkeltes evne til bl.a. at omsætte objektiv, fysisk virkelighed til subjektiv, åndelig virkelighed i form af netop immateriel livsoplevelse og bevidsthed. Samt den anden vej rundt: subjektive, rent åndelige elementer og fænomener til relevant fysisk aktivitet og virksomhed.

Når den parafysiske struktur i modsætning til den fysiske organisme kan præstere dette, skyldes det iflg. Martinus, at den pågældende struktur i praksis gør sig gældende som et treenigt funktionskompleks og på dette grundlag naturligt omfatter en faktor, der spiller rollen som subjekt/Jeg; dvs. som det Noget, der reelt er genstand for livsoplevelse og bevidsthed, og som i tråd hermed også står bag enhver form for skabelse – er al skabelses yderste, sande årsag. Herunder ikke mindst den skabelse, der består i at varetage et hensigtsmæssigt samspil mellem den parafysiske struktur på den ene side, og den fysiske organisme på den anden, således at sidstnævnte de facto kontrolleres af førstnævnte, samtidig med at subjektet/Jeget via den parafysiske struktur holdes orienteret om alt, hvad der sker både i og omkring den fysiske organisme.

Og det er netop her, den fysiske hjerne kommer ind i billedet i rollen som koordineringsorgan og interface. Kort sagt som koblingsled mellem fysisk og parafysisk virkelighed. (I praksis sker samspillet mellem den fysiske hjerne og den parafysisk struktur via et særskilt organ i den parafysiske stuktur, kaldet koblingslegemet.)

Sagen er, at både den fysiske organisme og den parafysiske struktur ved roden er et spørgsmål om energi. Men energi af vidt forskellig beskaffenhed. Og for at kunne samarbejde er det derfor nødvendigt med et led, der kan konvertere energi i begge retninger. Altså omsætte fysisk energi til parafysisk energi, og omvendt. Og netop dette led er iflg. Martinus repræsenteret ved den fysiske hjerne – såvel hos mennesket som hos alle andre livsformer. Men da hjerner både kvalitativt og konstruktionsmæssigt kan være meget forskellige, er deres ydelser naturligvis også vidt forskellige bortset fra det ene, at de alle uden undtagelse maksimalt tilgodeser selvopholdelsesdriftens og reproduktionsdriftens livsbevarende interesser.

Heraf fremgår det, at den enkelte hjerne via sin konstruktion og det dermed forbundne funktionsmønster er afgørende for, hvorledes det enkelte levende væsen rent fysisk oplever både sig selv og den omverden, det vekselvirker med. Hvilket igen forklarer, hvorfor hjernen som indledningsvis omtalt kan ses som både en observationspost, et værksted og et fængsel. Samt ikke mindst et mysterium, så længe man ikke tager den bagved eksisterende parafysiske organstruktur med dens subjekt-faktor i betragtning.

Konklusion 
Tager man hjernens principielle funktion og rolle i betragtning, bliver det let at se, at ethvert fysisk inkarneret væsen på godt og ondt er et mere eller mindre sagesløst ‘bytte’ eller ‘offer’ for den konstruktion og det funktionsmønster, dets personlige hjernestruktur repræsenterer og befordrer. Alle er vi hver især konstant buret inde i vores hjerne og må i samme forbindelse både erkendelsesmæssigt og adfærdsmæssigt tage til takke med de træk, dispositioner og muligheder, den frembyder. Og da ingen af os fra den ene dag til den anden kan ændre noget af betydning ved dette, ligger det også i kortene, at vi alle – for at få det bedst mulige ud af situationen – kan stå os ved så vidt muligt i det daglige viljemæssigt at opprioritere adfærdstræk som tolerance og tilgivelse – helt som alle vise til alle tider har anbefalet og tilskyndet til. Simpelthen fordi det er den eneste virkeligt relevante holdning til den foreliggende situation. Og ligeledes den eneste mulighed vi har for at ændre de nu rådende konflikttilstande i verden til det bedre. Med andre ord: en lysere verden at leve i begynder tydeligt nok til enhver tid med den enkelte …

II. Om Fænomenet Bevidsthed …

Syntese
Per Bruus-Jensen, 2011

Når jeg dør,
går verden under …
Arthur Schopenhauer

II. Om Fænomenet Bevidsthed …

Syntese

I henhold til Martinus og hans kosmiske verdensbillede skal fænomenet bevidsthed defineres som “viden om væren” – eller mere præcist: “viden om Nogets væren”.

Endvidere fremgår det, at alle former for liv i princippet råder over bevidsthed i ovennævnte betydning – dog rangerende på forskellige kvalitetsniveauer.

Som de fire vigtigste niveauer anføres følgende:

1. Ureflekteret viden (= anelsesbevidsthed; planteriget).
2. Reflekteret viden (= omverdensbevidsthed; dyreriget).
3. Retroflektiv viden (= Jeg-bevidsthed alias viden om egen væren;
det jordiske menneskeriges bevidsthedsform).
4. Transpersonel viden (= kosmisk bevidsthed; adgang til hele
verdensaltets viden om sig selv).

I alle tilfælde er bevidsthed ultimativt betinget af det, vi forstår ved livsoplevelse, således at bevidsthed og livsoplevelse i virkeligheden er to sider af den samme ‘mønt’. Vi oplever og får derved viden om nogets væren.

Begge sider af ‘mønten’ ses som produkter af organisk virksomhed. En virksomhed, der i første række kan henføres til den fysiske organismes hjerne og centralnervesystem, men iflg. Martinus også omfatter en parafysisk organstrukturs medvirken.

Medens den organiske totalstruktur kan gøre krav på objektiv status, udmærker både livsoplevelsen og bevidstheden sig ved subjektiv status. Ikke desto mindre indgår de to værensformer i symbiotisk samspil med hinanden og kan i samme forbindelse gensidigt påvirke hinanden.

***

Som grundlag for dette samspil tjener primært den omstændighed, at den organiske totalstruktur – drevet af et selvrefererende ur-begær – konstant realiserer sig selv som et treenigt funktionskompleks; dvs et funktionskompleks, der i samdrægtig enhed omfatter tre principielt forskellige funktionsaspekter:

1. Aspektet skaber/oplever
2. Aspektet skabe-/oplevelsesevne
3. Aspektet det skabte/det oplevede

hvoraf de to første aspekter har objektiv status, medens det tredje og sidste både har objektiv og subjektiv status. Forklaring følger …

* * *

Mht. det første aspekt tjener dette under indflydelse af det førnævnte ur-begær som initiativtager og dermed ultimativ årsag til enhver form for skabelse, som det treenige funktionskompleks lader komme til udtryk, samtidig med at det også tjener som ultimativt ‘vidne’ til skabelsesvirksomhedens resultater.
I praksis kender vi dette vigtige aspekt som vort Jeg, der netop udmærker sig som den skabende og oplevende instans i os (Jeg bygger, konstruerer, skriver, ser, hører, føler, etc.).

Hvad aspekt nr. 2 angår, tjener dette som Jegets evne til i praksis at skabe og opleve, og det kendes fra hverdagen som det fænomen, vi kalder energi, svarende til at energifænomenet udmærker sig som både universets og vor egen evne til at skabe virkninger. Objektive virkninger i form af fysiske processer med samt deres resultater; og subjektive virkninger i form af livsoplevelse og bevidsthed for Jeget i os.

Endelig er det tredje aspekt repræsenteret ved de ovennævnte virkninger – de objektive såvel som de subjektive – og hvor de objektive også omfatter det arsenal af forskellige former, energien kan antage – de såkaldte energiformer (først og fremmest repræsen-teret ved stof/materie (E = mc²), men også ved bevægelse, lys, lyd, varme, elektromagnetisme, etc.).

* * *

Til belysning af den måde, hvorpå det treenige funktionskompleks i praksis virkeliggør sig selv, og som har frembringelsen af viden om væren og dermed livsoplevelse og bevidsthed til resultat, kan endeligt til slut anføres, at disse subjektive ‘produkter’ simpelthen er et spørgsmål om den måde, hvorpå skabe-/oplevelsesevnen/energien med samt de her forekommende objektive processer eksisterer for princippet skaberen/opleveren/Jeget.

Overvejer man denne definition nærmere, vil det indses, at det subjektive aspekt i medfør af treenighedspointen er organisk integreret i det objektive aspekt på en sådan måde, at det subjektive aspekt har indflydelse på det objektive aspekt, akkurat som dette har indflydelse på det subjektive aspekt; dvs. de to aspekter er koblet sammen på en sådan måde, at et hensigtsmæssigt samarbejde mellem dem er muligt. Et samarbejde, der også levner plads til et vist mål af fri viljeføring for Jegets vedkommende (stokastisk tænkning, matematisk refleksion, lingvistisk aktivitet, pragmatisk adfærd etc.) …

Tilføjelse:
Medens bevidsthed defineres som viden om ‘Noget’s væren, dækker begrebet viden over den hændelse, at ‘Noget’ har eller får subjektiv eksistens for én. Nemlig via den funktion, vi kalder oplevelse/livsoplevelse.